Læs mere om selskabet på deres hjemmeside http://www.terranol.dk/
Projekterne omfatter både forskning og demonstration af den nye teknologi, se opstilling nedenfor.
Det er første gang, at det nye EUDP-program uddeler projektmidler. Loven bag programmet trådte først fuldt ud i kraft i januar 2008 og programmet er første gang blevet tilført midler med den nyligt vedtagne Finanslov for 2008.
EUDP-programmet har sin egen bestyrelse med Torkil Bentzen som formand. Torkil Bentzen udtaler:
”Jeg er glad for, at vi så hurtigt har været i stand til at give tilsagn om støtte fra EUDP. Med de to udvalgte projekter støtter vi såvel forskning i nye gærtyper, der kan vise sig meget værdifuld for en senere produktion af 2. generations bioethanol og derudover støtter vi etableringen af det første store demonstrationsanlæg på området i Danmark.”
”Det har været afgørende for os, at der hurtigt kommer mindst ét stor-skala demonstrationsanlæg i gang her i landet. Sådanne anlæg er særdeles dyre at opføre, men med vores støtte til anlægget i Kalundborg og en stor egenfinansiering fra ansøger selv, kan der etableres et overbevisende og perspektivrigt projekt.”
”Afhængigheden af olie er særlig stor på transportområdet, og lykkes de danske virksomheder med 2. generations-teknologien, bliver vi i stand til at producere et meget mere CO2-venligt transportbrændstof af blandt andet restprodukter fra landbruget. Det vil reducere behovet for at bruge fødevarer til brændstof og indebærer samtidig meget store kommercielle muligheder for de danske virksomheder på det voksende globale marked for alternative brændstoffer”, slutter Torkil Bentzen.


